Beskrivelse
Jaroslav Hasek var tjekke. Han skrev Svejk og døde 1923, næppe 40 år gammel. Hans bog lever efter ham. Og den vil få et langt liv.
Svejk er en krigsbog, alvorlig, oprørende og mægtig som de andre store krigsbøger. Den skjuler ikke noget, den er sand. Men den er også morsom.
Bogen er først og fremmest Svejk selv, en skikkelse, der er fuldt på højde med verdenslitteraturens andre store komiske figurer. Fulde folk og børn plumper ud med sandheden. Svejk har det på samme måde. Han ser godmodigt og tåbeligt på tingene og får os til at le, uimodståeligt og rystende. Hvem kan opretholde en forloren værdighed overfor Svejk? Han rystede Østrigs fejlgreb og naragtighed med sine fjottede kommentarer. Han medvirkede til tjekkernes frigørelse. Nu kæmper han videre mod al slags dumhed, vold og undertrykkelse. Han kæmper med latteren, det stærkeste våben, der findes.
Svejk har startet sin egen verdenskrig. I sit gamle, lasede tøj og med sin uopslidelige munterhed marcherer han på egen hånd ud over jorden for at erobre den.